Projektet på Tankedalsvej blev udført for Kolding Kommune og forsyningsselskabet BlueKolding og udgør første etape af kommunens samlede infrastrukturplan for området. Projektet omfattede kloakering af kommende erhvervsgrunde samt afvanding af vejarealer, herunder udgravning og etablering af nyt regnvandsbassin.
Som en central del af entreprisen blev der anlagt to større rundkørsler samt cirka 1,2 km ny vej, der forbinder Tankedalsvej med Hylkedalsvej. Arbejdet omfattede nedgravning af rørdimensioner op til Ø1000 betonrør samt etablering af brønde op til Ø1500 i arbejdsdybder på op til 8 meter under eksisterende terræn.
En stor del af rørarbejdet blev udført i vinterperioden, hvilket stillede høje krav til planlægning og håndtering af udfordrende vejrforhold. På trods af dette blev projektet gennemført til tiden og med et flot slutresultat. Entreprisen omfattede desuden omfattende jordflytning, hvor overskudsjord blev genanvendt i lave områder, samt kalkstabilisering af jord under vejanlægget.
Der blev arbejdet med naturmaterialer som granitkantsten og chaussésten, og projektet indebar tæt koordinering med ledningsejere i området. Samarbejdet med både bygherre og lodsejere forløb særdeles positivt, og projektet blev afleveret som planlagt.




